Om Halifax

HVORFOR PLAKATER?

På Halifax sælger vi egentlig burgere. Og det har vi gjort siden 2007. I mange år har vores gæster spurgt ind til de plakater, der hænger i vores restauranter og ønsket at kunne få dem med sig hjem. Og i mange år har det været en drøm at kunne sige ja, selvfølgelig! Det er nu endelig en realitet med denne udvidede model af Halifax’ univers: Halifax Posters.

Vores kærlighed til branchen og burgeren og vores ønske om at skabe en afslappet og humoristisk stemning på restauranterne, formåede kunstneren og designeren Adam Hansel fra første færd at fange og formidle med sine personlige, sjove, kærlige og farverige grafiske illustrationer. Tilføjet det internationale touch, der kendetegner burgerne på Halifax, som vi har opkaldt efter byer rundt omkring i verden.
Adam designede Halifax’ første logo, første gadeskilt, første menukort, første plakat til væggen, første vægmaleri og første lampe. Og han stoppede ikke. Fra 2007 og frem til 2015 har Adam stået for designet af stort set hele Halifax’ grafiske identitet. Heriblandt rigtig mange plakater, som pryder både vægge og lofte på Halifax.

HVORFOR HALIFAX?

Halifax er en by i Canada. Her mødtes de to ejere, Ulrich og Peter, på et studieophold i 2004. De faldt for hinandens humor, ambitionsniveau og stædighed. Og de faldt for den ekstremt gode og nærværende service, de mødte, når de sammen besøgte de mange barer og restauranter, der findes i Halifax. I 2007 åbnede de deres første restaurant sammen i Frederiksborggade i KBH K. De ville skabe de bedst mulige rammer til at give deres gæster en god oplevelse og en god burger – hver dag! Peter stod i køkkenet og Ulrich var i tjenertrøjen. I dag består Halifax af 7 restauranter, en del flere ansatte og nu også 1 plakatshop.

HVORFOR BURGERE?

Dengang, tilbage i 2007, da beslutningen om burgere blev taget, fandtes der ikke et eneste sted i København, hvor menuen kun bestod af burgere. Den udfordring var ny og sjov. Og derudover delte (og deler) Peter og Ulrich en kærlighed til den amerikanske klassiker, der kan bygges op på uendelig mange måder og tilpasses enhver smag! Udgangspunktet har fra første dag været at bygge alle Halifax’ burgere på friske hjemmelavede kvalitetsråvarer fra inderst til yderst. Dengang tilberedte de alle ingredienserne i bagkøkkenet på restauranterne. I dag er produktionen rykket til Halifax’ Centralkøkken i Hvidovre, hvor vi hver dag bager burgerboller og producerer dips og marinader og meget mere af egne opskrifter. Vi arbejder altid på at forbedre vores opskrifter, og vi udvælger nøje vores råvarer og leverandører. Derfor ændrer menuen sig løbende. Men det gør kærligheden til denne klassiske spise – og til hinanden på Halifax – heldigvis ikke.

Besøg Halifax: www.halifax.dk/restauranterne